onsdag den 13. august 2008

Blog debut: Skønhed er ikke kun en fordel!

Jeg har længe ønsket at komme igang med at blogge. Fra jeg var 11 og små fire år frem skrev jeg dagbog hver dag, og siden jeg stoppede med det har jeg savnet at få afløb for mine tanker og følelser. Jeg elsker at skrive og udfordre mit sind med ordspil og kloge vendinger, men jeg kan ikke garantere for hvor mange af disse der vil være at finde i min blog når først jeg kommer igang.

Idag har jeg haft min anden arbejdsdag i Stofa, og jeg må indrømme at jeg bliver mere og mere glad for det job. For det første er mine kollegaer enormt søde og imødekommende, og har har på intet tidspunkt følt mig udenfor eller haft 'hjemve'. Der er ikke så meget at lave på arbejdet da kunderne tilsyneladende ikke kommer når det regner, så meget af tiden går med at fjolle rundt og, lige for tiden, se OL på det 42" fladskærms fjernsyn vi har hængende. Ikke spor skidt!

Men for at vende tilbage til min titel: Skønhed er ikke kun en fordel. Nu er det ikke for at blære mig eller lyde selvglad på nogen måde men jeg anser mig selv som værende i den 'pæne ende' af skønhedstermometeret - og i de fleste situationer er det en fordel. Men mange gange oplever jeg at det en kæmpestor ulempe og jeg fanger mig selv i at tænke 'Gid jeg bare så mere almindelig ud'. Jeg kan fortælle om en episode idag, som jeg synes er et godt eksempel på hvad jeg mener. Der kom en indvandrerdreng på omkring 15-16 år gammel ind i butikken som skulle aflevere et modem i butikken, og jeg stod ved en af computerne med Casper (en kollega). Jeg kunne mærke, fra det øjeblik han fik øje på mig, at han havde meget svært ved at lade være med at glo på mig. Jeg hader at blive gloet på og prøver som regel at lade som om jeg ikke bemærker det, men tro mig - det BRÆNDER i hele kroppen. Og han gloede virkelig - især da Casper gik ud for at finde en anden kollega der kunne hjælpe til og jeg stod alene ved computeren sammen med indvandrerdrengen - han betragtede mig, gav mig elevatorblikket, stirrede på mig. Jeg begyndte at tænke at det må være den samme reaktion man får hvis man havde ar i hele hovedet, eller noget andet man ikke ser hver dag.

Skal man tage det som et kompliment? Muligvis, men når jeg hader det så anser jeg det bare som en plage. Jeg har altid lært at man ikke skal glo på folk, og det er noget som danskere ikke er skide gode til at lade være med og derfor ikke har lært deres børn. Det er dybt uhøfligt, og i alle de lande jeg nogensinde har besøgt er det KUN Danmark der har den frygtelige evne til at overbestirre andre folk. Føj, én ting er sikkert - mine børn skal lære at sådan noget GØR MAN BARE IKKE!

Og idag har jeg 16-måneders dag med Lasse, men han er på kassernen og det ligger ikke til hans person at overraske mig. Jeg må nok indrømme at det jeg allermest har brug for lige nu er at han komme dumpende, helt uanmeldt, og giver mig et stort kram og et kys .. Suk, young love.

Ha - jeg kan allerede mærke hvor rart det er at sætte følelser på sine tanker fra dagen der gik. Jeg håber på at gøre ivrig brug af bloggen :)