torsdag den 22. juli 2010

Egypten II

Nu er der ved at være et par dage siden jeg kom hjem fra Egypten - så det ville være dumt at gå helt i dybden med hvad vi lavede dernede. Men vi boede altså på Three Corners Ocean View hotel - et hotel der lå helt ud til vandet med 2 pools og en menneskelavet strand med badebro hvor man kunne snorkle. Det var et super lækkert sted! Vi havde All-Inclusive og der var rigtig meget forskellig mad at vælge imellem. Buffeten skiftede tema hver aften, og der var altid noget at spise. Især kagebordet var en af mine store favoritter - virkelig en masse lækkert sødt.
Vi tilbragte de fleste dage ved poolen eller ved hotellets strand. Vi var ude på to udflugter med båd hvor vi snorklede. Revene er ikke så levende som dem man kan opleve andre steder - men vi så en masse flotte fisk og fik god farve!
Det blev ikke til nogle pyramidebesøg - det er simpelthen for varmt på denne årstid. Men vi skal tilbage en dag er mor og jeg enige om. Så tager vi et cruise ned af Nilen og ser pyramiderne og templet ved Luxor. Men det skal altså være i vinterhalvåret - uden tvivl.
El Gouna er en super by - vi fik af vide at man kun får arbejde i den by hvis man har ren baggrund. Der er turist politi, og man føler sig helt sikker. Vi boede ned ved Abu Tig Marina som er en flot havn med masser af liv og butikker! Og som man har hørt om i andre Egyptiske byer - at man bliver hevet ind i butikker og presset af gadesælgere - sådan er det slet ikke i El Gouna. De er søde og venlige, og respekterer et nej.
Det var dejligt med 2 uger væk fra Danmark - og på vores sidste dag kom en af de ansatte fra Underholdnings-teamet og tilbød mig et job. Det er noget jeg stadig overvejer lidt - fri mad og et værelse på hotellet, en god løn man bare kan spare op af, gratis brug af alle havforlystelserne i området - og så arbejder man kun i 4-5 timer om dagen. Ovenikøbet ville jeg få diplom som Step-, Pilates-, og Stretch instruktør der kunne give job i Danmark bagefter. Men det må vi se om bliver relevant.