fredag den 26. april 2013

Det fangede selv mig..

Jeg er så skuffet over mig selv. Jeg som aldrig før har haft laster eller afhængigheder. Ikke engang smøger har jeg prøvet. Jeg havde godt hørt at folk sagde at man kan blive afhængig efter bare en gang, men jeg tænkte at det ville aldrig blive mig. Jeg synes jo det så sjovt ud, og jeg ville også være en del af flokken. Alle omkring mig gjorde det jo.. Så en aften tog jeg springet og prøvede selv, og nu er mine tanker besat af min trang. Jeg skal have det hver dag, ellers kan min hverdag ikke hænge sammen. Det er sygt og skræmmende og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at kunne stoppe igen.. Fanden tage dig, Candy Crush. Gid du aldrig var kommet ind i mit liv!