tirsdag den 30. april 2013

Hope to hopeless

For et år siden skinnede solen mens jeg pakkede alle mine ting og flyttede mod Sverige. Jeg var smaskhamrende forelsket og super spændt på et liv med min kæreste i Sverige. Alt var positivt og godt og jeg havde en følelse af at kunne klare alt.

Jeg er stadig i Sverige dog nu single på 4. måned. Det jeg havde troet var værd at flytte 350 km væk for viste sig ikke at være så stærkt et bånd alligevel. Det har været en rigtig anderledes tid de sidste par måneder med rigtig mange opture og jeg har mødt mange nye mennesker. Men når jeg er hjemme alene, kan jeg godt noglegange blive ramt af nedture. Det er fandme ikke let at være så langt væk fra familien og alle de venner man havde i Næstved. Det er de færreste af dem som overhovedet kontakter mig mer, af vennerne. Over broen, ude af sind?
Og selvom jeg har det sjovt med min anden single-veninde Sanna, så føles det ret håbløst med kærligheden. Jeg ved at jeg ikke behøver ha en kæreste, og det er mit forhold til mig selv jeg skal arbejde på. Igår sagde min bror at jeg ikke egner mig som kæreste, ouch. Men det kan være sandt nok..

Lige nu går jeg rundt med sådan en følelse af at alt er lidt håbløst, og jeg tager mig selv i at tænke at det er irriterende at jeg overhovedet behøver fortsætte med at leve. Jeg går ikke med selvmordstanker, don't worry - men synes bare at udsigterne for fremtiden er lidt kedelige. Det er ikke lige let at være så ensom så langt væk fra alt. Men må jo holde hovedet højt og forblive så positiv som jeg kan..