lørdag den 28. april 2018

Rom 2018


Rom skal der til! I 2005 var jeg i Rom sidst, og det var sammen med min gymnasieklasse 2.BY. Det var en uge med vandring rundt i Roms gader, hvor vi så kirke efter kirke efter kirke. Ja stort set alle kirker undtagen Peterskirken fordi den daværende Pave døde et par dage før vores rejse, så der var kilometerlange køer til at komme ind og se ham ligge ”lit de parade”. Ah okay, vi så måske ikke alle kirker undtagen Peterskirken, fordi Rom skulle have omkring 900 kirker, og mange så vi alligevel ikke. Men da jeg kom hjem fra Rom sagde jeg til min mor at der ville jeg gerne tilbage til, sammen med hende, en dag. Og den dag kom så endelig her i april 2018.

Jeg bookede fly via Ryanair, og hotellet fandt jeg på Hotels.com – her var det lidt af en jungle at finde et hotel som lå nogenlunde centralt, som var til at betale og som ikke var alt for ”umoderniseret”. Men til sidst faldt valget på et hotel på Via Napoli som hedder Hotel Corona. Det lå tæt på hovedbanen Termini og baseret på Google maps var det ”indenfor gåafstand” fra alle de ting vi ville se. Jeg må lige indskyde at Google Maps lige glemmer at meddele at Rom er bygget på syv høje (bakker) så det er HÅRDT at vade fra sted til sted! Og så var der lige det faktum at vi havde 22-26 grader alle dagene, så det var også dejlig lunt!

Første dag skulle vi mødes med vores Vatikanmuseet/Peterskirken tour gruppe ved ”When in Rome” tours klokken 10:30 og vi var sgu ved at komme sent selvom vi gik fra hotellet omkring klokken 9. Vi skulle jo bare lige se Trevifontænen og den Spanske Trappe på vej til Vatikanet, og det tog længere tid end beregnet. Men vi var der lige da klokken slog 10:30, og en halv time efter gik vi med den søde amerikanske guide Christina mod Vatikanmuseet. Hun fortalte at det tager ca. 12 år(!) at se alt på museet, og hun havde kun 2 timer, så hun ville vise os noget spændende på den tid hun havde. Bagefter gik vi til Peterskirken og fik en rundvisning derinde. Det var så fint, men er du gal der var mange mennesker!  Så da vi var færdige med touren gik vi ind og købte hver sin rosenkrans, og droppede at gå en runde for os selv i Peterskirken. Vi gik i stedet ud og fandt et sted hvor vi kunne få lidt pasta og lidt pizza. When in Rome, og det der! J På vejen hjem fik jeg ledt os på vildspor, så vi pludselig havde meget længere hjem til hotellet end beregnet – men vi fandt en Gelato café og det hjælper jo altid på humøret med sukker.

Næste dag skulle vi i Colosseum og Forum Romanum. Jeg havde købt billetterne hjemmefra, men da vi kom frem kunne vi se hvor sindsygt mange folk der var, og vi hørte at der var 1½ times ventetid. Og det kunne vi ikke overskue. I stedet gik vi over i Forum Romanum hvor der var næsten mennesketomt, og man i ro og mag kunne lunte rundt og kigge på ruinerne og forestille sig hvordan det så ud i gamle dage. Og bagefter gik vi tilbage mod hotellet i stille og rolig tempo og kiggede på alle de fine bygninger.

Sidste dag tog vi sgu HoHo busserne (Hop-on-Hop-off) fordi vi var blevet godt trætte af at gå rundt, og for lige at få et overblik over alle seværdighederne. Hvis vi skal tilbage en anden gang (og det skal vi jo, fordi vi smed mønter i fontænen), så tager vi nok et tilbud med busser inkluderet, fordi det er HÅRDT at gå rundt i Rom. Men det var en dejlig tur med mor-datter hygge og massere af indtryk. Så jeg kan nok godt vente nogle år med at komme tilbage, men tilbage det vil jeg!