”Du rejser også hele tiden” – det hører jeg ret ofte på
mit arbejde på det seneste. Og ja, det er også rigtig nok – men det er kun lige
nu og den seneste tid jeg har været på en del rejser. Og så skal jeg jo bare
lige huske at faktisk skrive om det. Især hvis man har ambitioner om at blive
rejseblogger FOR REAL!
Så nu spoler vi lige en måned tilbage, til jeg var i Thailand.
Det var mit andet besøg i det smukke land, og det var næsten præcis to år siden
mit allerførste besøg i 2016. Også denne gang var det sammen med min dejlige
kæreste og hans mor og stedfar, samt hans lillebror. Sidste gang var min mor
med, men denne gang valgte hun at takke nej til rejsen af hensyn til hendes
lille vuffer Ludvig. Og denne gang havde Michaels bror Casper sin kæreste
Louise med.
Michael og hans familie har været mange gange i Thailand
og har et ”stamhotel” de altid er på: Sunwing/Sunprime Kamala Beach, og sidste
gang vi var der tilbragte vi begge uger på det hotel. Denne gang skulle vi
prøve noget nyt, og tilbringe den første uge på Koh Samui (en ø øst for Phuket)
i en privat villa. Det tog omkring 6 timer at komme fra Phuket lufthavn til Koh
Samui i minibus + færge + minibus igen, så vi kom frem om aftenen, og kunne
vågne dagen efter til den smukkeste udsigt over havet. Det var en virkelig
dejlig villa Michaels mor Annette havde fundet til os – 3 separate ”huse” til
hvert par med hver sit badeværelse, og så et fælles hus med køkken, stue og
spiseplads. Og så den dejlige pool og placeringen lige ud til stranden – det
var så fantastisk!
Den første uge på Koh Samui var vi meget af tiden i
villaen. Casper var modig nok til at turde køre bil i Thailand, så vi lånte en
bil og kørte ud og handle et par gange. Og så tog vi en heldagstur hvor vi var
ude og se på vandfald, Buddha’er og templer – fordi det alligevel var overskyet
den dag. Det var også ret spændende og se lidt Thailandsk kultur og natur. Og
nej – selvfølgelig skulle vi ikke se på elefanter eller tigere. Jeg støtter på
ingen måde at dyrene skal behandles dårligt for at dumme turister skal få nogle
”fede billeder” at vise deres venner. Koh Samui var lidt køligere end det var
for to år siden i Kamala, så det var rart at kun gå fra -5 grader til 30 grader
denne gang, i stedet for 35 grader som sidst! Ja – det er virkelig
luksusproblemer! Vi spiste aftensmad i villaen de fleste aftener (mest Thai
take-away men en aften bestilte vi en lokal kok til at komme og lave Thaimad
til os), men en af aftenerne tog vi til hotellet The Meridien som havde en
restaurant sat op ude på havet. Det var så fint at sidde derude og se
solnedgangen, drikke lækre cocktails og få rigtig lækker mad!
Den anden uge tilbragte vi ”hjemme” på Sunprime Kamala
Beach. Det føles virkelig som at komme hjem. Man kender hotellet, og vi har
vores faste pladser hos den søde Thailandske familie på stranden, hvor man
bliver vartet op og kun skal til stilling til hvornår man skal bade næste gang.
Det er så afslappende og dejligt! Det var lidt varmere i Kamala end på Koh
Samui, men der var mere vind end forrige gang – og så var havet også lidt
koldere. Thailand er bare skønt – varmen og solen i sig selv kan man måske også
få i Sydeuropa (ikke helt så varmt), men folket og maden – det er sgu specielt!
Jeg er ikke særlig stor fan af stærk mad, for ikke at sige at jeg er direkte
bange for at få for stærk mad – men når man får retterne ”mild” eller ”not
spicy” er det bare så lækkert! Jeg spiste en hel del retter med rejer, helt
vegetariske eller med kylling. Der går lidt imod mit flexitar princip at spise
kylling, men jeg er svag!
Nå men vi er allerede gået i gang med at spare op til at
rejse tilbage om to år igen. Hvert andet år, det må kunne lade sig gøre!
.. og der kommer et post snart om Rom, som jeg kom hjem fra igår. Watch this space!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentarer er mere end velkomne!